Idræt

Hjem / Praktik / Testning

Testning

Herunder kan I finde:

 

1. Metoder til måling af arbejdsintensitet (inklusiv BORG SKALA)

2. Testning af kondition

3. Testning af muskelstyrke og udholdenhed

4. Andre tests

5. Kønsforskelle i kredsløbstræning

6. Kønsforskelle i muskelstyrke

 


 

Metoder til måling af arbejdsintensitet

 

LØBERNES METODE

 

Hvis man er konkurrenceløber, kan man bruge de konkurrencetider, man har opnået på forskellige distancer til at vurdere løbehastighedens intensitet. Hvis man løber med en hastighed, der svarer til ens bedste tid på en 5 km, betegnes intensiteten som høj. Løber man med en hastighed, der svarer til ens bedste tid på en halv-maraton, er intensiteten moderat. Og løbes der i maratontempo eller langsommere, er intensiteten lav.

 

LÆGERNES METODE

 

Hvis man er konkurrenceløber, kan man bruge de konkurrencetider, man har opnået på forskellige distancer til at vurdere løbehastighedens intensitet. Hvis man løber med en hastighed, der svarer til ens bedste tid på en 5 km, betegnes intensiteten som høj. Løber man med en hastighed, der svarer til ens bedste tid på en halv-maraton, er intensiteten moderat. Og løbes der i maratontempo eller langsommere, er intensiteten lav.

IDRÆTSFORSKERNES METODE

 

Ved videnskabelige forsøg finder forskerne testanternes maksimale iltoptagelseshastighed og måler dernæst iltoptagelseshastigheden ved det arbejde, der skal vurderes. Intensiteten kan herefter angives som en procent af den maksimale iltoptagelseshastighed. En testant, der fx har en maksimal iltoptagelseshastighed på 5 liter ilt/min og som ved et bestemt arbejde har en iltoptagelseshastighed på 4 liter ilt/min, arbejder med en intensitet på 80 %.

 

Da pulsen stiger lineært med iltoptagelseshastigheden, kan man få en god tilnærmelse for intensiteten ved at beregne den som procent af pulsreserven. Pulsreserven er maksimalpulsen minus hvilepulsen. Så arbejdspulsen ved en bestemt procentdel (fx 80 %) af maksimal iltoptagelse kan findes på følgende måde:

 

Arbejdspuls = hvilepuls + 0,80 x pulsreserven.

 

En person med hvilepuls 60 og maksimal puls 200, som arbejder ved 80 % af maksimal iltoptagelse skal holde en arbejdspuls på 172, idet:

 

Arbejdspuls = 60 + 0,80 x (200 - 60) = 172

 

Sammenligning af de forskellige metoder til bestemmelse af arbejdsintensitet

Intensitet

% af maksimal-puls

% af maksimal iltoptagelse

% af puls-reserven

Konkurrence løbehastighed

Borgs skala

Høj

85 - 95 %

78 - 93

78 - 93

5 km tempo

16

Moderat

75 - 85 %

64 - 78

64 - 78

Halv maraton tempo

14

Lav

65 - 75 %

49 - 64

49 - 64

Maraton tempo

11 - 12

Borgs skala. Efter Petersen B K.

 


Testning af kondition

 


Testning af muskelstyrke og udholdenhed

 


Andre tests

 

1) Måling af hvilepuls

Alle forsøgspersoner lægger sig på ryggen, lukker øjnene og slapper helt af.
Læreren giver besked, når pulsen skal tælles.


2) Højde, vægt og BMI

  • Højden måles i cm uden fodtøj.

  • Vægten måles i kg uden fodtøj.

  • BMI beregnes som vægt/højden2 (vægten måles i kilo, højden i meter).


  • 3) Tyngdepunktsløft (hoppehøjde)

    Formål: at få et mål for lårmusklernes eksplosive styrke
    Materialer: tape og målebånd


    Testbeskrivelse:

    På gulvet hæftes 3 stykker elefanttape/gaffatape med en indbyrdes afstand på ca. 30 cm.
    Målebåndet skal løbe under tapen i et "øje".

    "Øjet" laves ved at sætte et 5-10 cm´s ikke-limende materiale midt på den limende side af tapen. Herigennem trækkes målebåndet, der bindes om livet på forsøgspersonen. Når forsøgspersonen står i opret stilling, aflæses målebåndet ved et af tapestykkerne. Derefter hopper forsøgspersonen, og målebåndet aflæses igen. Forskellen mellem måling før og efter hop er personens hoppehøjde. Hoppet skal være lodret, dvs. man skal lande på afsætsstedet. Der må benyttes armtræk, og man må gå ned i knæene. Man må dog ikke vippe op og ned flere gange, inden man hopper. Der gives 3 forsøg, men hvis det sidste er bedst, må man gerne tage et forsøg mere.


    4) Håndtryk

  • Formål: at måle styrken i underarmsmusklerne

  • Materialer: dynamometer


  • Testbeskrivelse:

    Forsøgspersonen tager dynamometeret i en af sine hænder. Herefter klemmer forsøgspersonen så hårdt om dynamometret som han/hun kan, mens det holdes væk fra kroppen. Presset skal være gradvist og vedvarende og vare mindst 2 sekunder. Testen udføres to gange med hver hånd. Det bedste resultat tæller. Man behøver ikke nulstille dynamometeret, hver gang man prøver.


    5) Rygudholdenhed

  • Formål: at teste den statiske muskeludholdenhed i rygmuskulaturen

  • Materialer: plint


  • Testbeskrivelse:

    Forsøgspersonen ligger med hofte og underkrop på en plint, som støtter lige under hoftekammen. Armene placeres, så langefingeren er lige ud for øregangen og albuerne i vandret. Underkroppen holdes af en hjælper, der evt. kan sidde på forsøgspersonens underben.

    Forsøgspersonen løfter overkroppen til vandret og holder denne stilling så længe som muligt. Når overkroppen ikke længere er vandret, noteres tiden.


    6) Klodsestafet

  • Formål: at måle hurtighed

  • Materialer: stopur, 4 toppe, 2 klodser, en afmålt bane på 10 meter


  • Testbeskrivelse:

    En 10 meter lang bane måles op og markeres med fire toppe - én i hvert hjørne. To klodser stilles i den ene ende af banen.

    Forsøgspersonen starter i modsat ende af klodserne, løber de 10 meter fra startstedet til klodserne, samler den ene klods op og løber derefter tilbage til startstedet og sætter klodsen. Bagefter henter forsøgspersonen den anden klods og slutter med at løbe tilbage til startstedet og sætter klodsen dér. Klodserne skal sættes, ikke kastes! Kastes de på gulvet, annulleres forsøget. Der gives 2 forsøg. Tiden fra start til anden klods er sat måles og anføres i sekunder med 1 decimal.


    7) Reaktionstidstest

  • Formål: at bestemme reaktionstiden ved lydpåvirkning

  • Materialer: lineal + nedenstående omregningstabel eller en stav hvorpå der er afsat msek. som direkte mål for reaktionstiden


  • Testbeskrivelse:


    1) Test med en lineal:

    En hjælper holder linealen i den øverste ende. Forsøgspersonen holder pegefinger og tommelfinger tæt på linealen uden at røre den, ud for tallet 10. Hjælperen slipper den, samtidig med at der højt siges "Nu"! Forsøgspersonen griber linealen mellem tommel- og pegefinger. Tallet aflæses, og der trækkes 10 cm fra. Resultatet i cm omsættes til millisekunder ud fra nedenstående omregningstabel. Det bedste af to forsøg er det endelige resultat.


    2) Test med stav:

    En hjælper holder staven i den øverste ende. Forsøgspersonen holder pegefinger og tommelfinger tæt på staven uden at røre den, ud for tallet 0. Hjælperen slipper den, samtidig med at der højt siges "Nu"! Forsøgspersonen griber staven mellem tommel- og pegefinger. Tallet aflæses direkte. Det bedste af to forsøg er det endelige resultat.


    REAKTIONSTIDSTEST

    Omregningstabel fra afstand (cm) på lineal til reaktionstid (msek.)

     

    Afstand i cm

    Tid i msek.

    15

    175

    16-17

    185

    18-19

    195

    20-21

    205

    22-23

    215

    24-25

    224

    26-27

    230

    28-29

    240

    30-32

    250

    33-35

    265

    36-37

    275

    38-40

    280

    45

    303

    50

    319

    55

    335

    60

    350


    8) Flamingostående balancetest

  • Formål: at få et mål for balanceevnen

  • Materialer: balancebom, stopur, testen udføres uden fodtøj


  • Testbeskrivelse:


    Instruktioner til forsøgspersonen:

    "Prøv på at holde balancen på bommen så lang tid som muligt på den fod, du foretrækker at stå på. Du bøjer det ben, som er frit, bagover og tager om det bagerste af foden med hånden i samme side som benet, så du står som en flamingo. Du kan bruge den anden arm til at opretholde balancen. Hjælperen vil hjælpe dig med at indtage den rette stilling ved at støtte dig med underarmen. Prøven begynder, så snart hjælperens arm slippes. Prøv, at holde balancen i denne stilling ét minut. Hver gang du mister balancen (dvs. når din hånd slipper benet), eller når du rører gulvet med noget af din krop, stopper testen. Efter hvert fald, starter hele forløbet igen, indtil der er gået et minut".


    Retningslinjer for hjælperen:

    "Stil dig foran forsøgspersonen.
    Forsøgspersonen får lov til at få et forsøg, så ha/hun kan blive fortrolig med testen. Testen udføres efter dette forsøg.
    Start stopuret, når forsøgspersonen slipper din arm.
    Stop uret, så snart forsøgspersonen mister balancen ved at slippe det frie ben, eller når han rører gulvet med en del af kroppen.
    Efter hvert fald hjælpes forsøgspersonen tilbage til den korrekte startposition. Antal fald indføres i et resultatskema".


    9) Bevægelighedstest (sid-og-nå)

  • Formål: at måle smidighed

  • Materialer: plint og målebånd/lineal


  • Testbeskrivelse:

    Forsøgspersonen sidder med strakte knæ og fodsålerne fladt imod den lodrette side af en plint. Med strakte knæ bøjer forsøgspersonen sig fremad og rækker så langt som muligt uden at rykke. Plinten må ikke være højere end, at det er muligt at række udover den ende, hvor fodsålerne er placeret. Resultatet måles ved at lægge linealen med 50 cm mærket ud for den lodrette fodstøtte (fodsålerne) og 0 cm mærket ca. ud for knæet samt 100 cm mærket langs siden af plinten. Linealen aflæses ud for fingerspidserne. Man må ikke vride kroppen eller bøje knæene, og stillingen skal kunne holdes i 2 sek. Der gives to forsøg.


    10) Stående længdespring

  • Formål: at måle muskelstyrke i benmusklerne

  • Materialer: målebånd, evt. måtte, et stykke kridt


  • Testbeskrivelse:

    Testen kan laves på gulv (i så fald med fodtøj) eller på måtte. Forsøgspersonen skal stå bag en startlinje med armene fremme. Forsøgspersonen springer så langt frem som muligt (armene bruges ved at svinge dem bagud og aktivt frem). Bagerste hæls landingssted markeres evt. med en kridtstreg. Der måles fra startlinjen til bagerste hæls landingssted, og det bedste resultat af to forsøg noteres.


    11) Muskeludholdenhed

  • Formål: at måle statisk muskeludholdenhed i armbøjere og skuldermuskler

  • Materialer: ribbe, stopur


  • Testbeskrivelse:

    Forsøgspersonen hænger i ribben (maven mod ribben) med bøjede arme (uden fodstøtte), så hagen er over den ribbe, der holdes i. Der holdes fast, så håndryggen vender mod forsøgspersonen selv. Der tages tid på, hvor længe forsøgspersonen kan hænge i stillingen.

     

     


    Kønsforskelle i kredsløbstræning

     

    Drenges maksimale iltoptagelse pr. minut er højere end pigers. En undersøgelse fra 1998 af 16-19-årige gymnasie- og handelskoleelever viste, at drengenes var på 3,48 liter ilt pr. minut, mens pigernes var på 2,37 liter ilt pr. minut, svarende til 68 % af drengenes. Denne forskel kan delvis tilskrives forskellen i vægt, og derfor er det relevant at se på den maksimale iltoptagelse pr. kg legemsvægt, dvs. konditallet. Drengenes kondital var på 51,7 ml ilt /(kg x min), mens pigernes var på 40 ml ilt /(kg x min), dvs. 80 % af drengenes.

     

    Forskelle i kondition kan ikke med sikkerhed tilskrives biologiske forhold. Det kunne tænkes, at kønsrollemønsteret tilskønnede drengene til at bevæge sig mere end pigerne, og at de derfor får et højere kondital.

     

    Men ved at se på eliten, hvor man må gå ud fra at begge køn træner maksimalt, kan vi få et bedre indtryk af, hvor stor en del af forskellen, der kan tillægges biologien. De højeste kondital finder man hos langrendsløbere. Mænd i verdenseliten har et kondital på godt 80 ml ilt /(kg x min). Kvinder i verdenseliten ligger på knap 70 ml ilt /(kg x min), cirka 85 % af mændenes. Læg mærke til at disse kvinder har kondital, der ligger 35 % højere end gennemsnittet for unge mænd!

     

    Det kan altså konkluderes, at biologiske forhold er årsag til, at der er forskelle i kondition hos de to køn, og at disse forskelle forstærkes af kulturelle årsager.

     

    Mænds fysiologiske fordele kan tilskrives testosteronets virkninger. Testosteron øger muskelmassen og sænker fedtprocenten. Unge mænds fedtprocent er normalt på cirka 15 %, mens den hos unge kvinder er på cirka 25 %. Muskelceller har et højere iltforbrug end fedtcellerne, og derfor bidrager mænds relativt større muskelmasse til deres relativt større maksimale iltoptagelse. Desuden øger testosteron blodets koncentration af hæmoglobin. Mænd har 10-14 % højere hæmoglobinprocent end kvinder. Da hæmoglobin transporterer ilten i blodet, er dette forhold medvirkende til at øge mænds iltoptagelse i forhold til kvinders.

     

     


     

    Kønsforskelle i muskeltræning

     

     

     

    Der er relativ stor forskel på styrken hos mænd og kvinder. En stor undersøgelse af danske lønmodtagere i 2002 viste, at kvindernes styrke kun var på 50 % af mændenes i tests, hvor man målte håndgreb, udadføring af overarm og skulderløft. Når det gjaldt bug- og rygmuskulaturen, var kvinders styrke på henholdsvis 55 og 60 % af mændenes. Disse forskelle kan både skyldes biologiske og kulturelt betingede forhold. Kønsrollemønsteret kan fx betyde, at mænd i højere grad end kvinder både i fritiden og på arbejdet udfører manuelt arbejde.

     

    Ved at sammenligne eliteidrætsfolks præstationer kan man få et bedre sammenligningsgrundlag. Her må man gå ud fra at begge køn træner optimalt og dermed eliminerer kønsrollemønstrets betydning. Alligevel finder man også her kønsforskelle. De er dog noget mindre. En del af forklaringen på styrkeforskellen kan være, at mænd er større og tungere end kvinder. Man har derfor også sammenlignet mænds og kvinders verdensrekorder i vægtløftning indenfor de samme vægtklasser. Kønsforskellene er mindst i de lette vægtklasser og størst i de tunge vægtklasser. I 52 kg klassen kan kvinderne præstere 89 % af det, mændene kan præstere. I 82,5 kg klassen kan de præstere 60 %. Den gennemsnitlige forskel i alle vægtklasser viser, at kvinders styrke ligger på 71 % af mændenes.

     

    Konklusionen er, at den store kønsforskel i styrke hos almindelige mennesker delvis kan tilskrives kulturelle faktorer og forskelle i højde, men at der også efter, at der er taget højde for disse faktorer, er en ret stor biologisk forskel.

     

    Den biologisk betingede forskel i muskelstyrken hos de to køn skyldes, det mandlige hormon testosteron. Testosteron fremmer muskelfibrenes dannelse af myofibriller. Desuden påvirker testosteron hjernen, så aggressiv udadrettet adfærd stimuleres, og drenges voldsommere adfærd kunne i sig selv tænkes at virke stimulerende på muskelvækst.