Herunder kan I finde:
1. Metoder til måling af arbejdsintensitet (inklusiv BORG SKALA) 2. Testning af kondition 3. Testning af muskelstyrke og udholdenhed 4. Andre tests 5. Kønsforskelle i kredsløbstræning 6. Kønsforskelle i muskelstyrke |
Metoder til måling af arbejdsintensitet
LØBERNES METODE
Hvis man er konkurrenceløber, kan man bruge de konkurrencetider, man har opnået på forskellige distancer til at vurdere løbehastighedens intensitet. Hvis man løber med en hastighed, der svarer til ens bedste tid på en 5 km, betegnes intensiteten som høj. Løber man med en hastighed, der svarer til ens bedste tid på en halv-maraton, er intensiteten moderat. Og løbes der i maratontempo eller langsommere, er intensiteten lav. |
LÆGERNES METODE
Hvis man er konkurrenceløber, kan man bruge de konkurrencetider, man har opnået på forskellige distancer til at vurdere løbehastighedens intensitet. Hvis man løber med en hastighed, der svarer til ens bedste tid på en 5 km, betegnes intensiteten som høj. Løber man med en hastighed, der svarer til ens bedste tid på en halv-maraton, er intensiteten moderat. Og løbes der i maratontempo eller langsommere, er intensiteten lav. |
IDRÆTSFORSKERNES METODE
Ved videnskabelige forsøg finder forskerne testanternes maksimale iltoptagelseshastighed og måler dernæst iltoptagelseshastigheden ved det arbejde, der skal vurderes. Intensiteten kan herefter angives som en procent af den maksimale iltoptagelseshastighed. En testant, der fx har en maksimal iltoptagelseshastighed på 5 liter ilt/min og som ved et bestemt arbejde har en iltoptagelseshastighed på 4 liter ilt/min, arbejder med en intensitet på 80 %.
Da pulsen stiger lineært med iltoptagelseshastigheden, kan man få en god tilnærmelse for intensiteten ved at beregne den som procent af pulsreserven. Pulsreserven er maksimalpulsen minus hvilepulsen. Så arbejdspulsen ved en bestemt procentdel (fx 80 %) af maksimal iltoptagelse kan findes på følgende måde:
Arbejdspuls = hvilepuls + 0,80 x pulsreserven.
En person med hvilepuls 60 og maksimal puls 200, som arbejder ved 80 % af maksimal iltoptagelse skal holde en arbejdspuls på 172, idet:
Arbejdspuls = 60 + 0,80 x (200 - 60) = 172 |
Sammenligning af de forskellige metoder til bestemmelse af arbejdsintensitet |
||||||||||||||||||||||||
Borgs skala. Efter Petersen B K.
|
Testning af muskelstyrke og udholdenhed
Andre tests
|
Kønsforskelle i kredsløbstræning
Drenges maksimale iltoptagelse pr. minut er højere end pigers. En undersøgelse fra 1998 af 16-19-årige gymnasie- og handelskoleelever viste, at drengenes var på 3,48 liter ilt pr. minut, mens pigernes var på 2,37 liter ilt pr. minut, svarende til 68 % af drengenes. Denne forskel kan delvis tilskrives forskellen i vægt, og derfor er det relevant at se på den maksimale iltoptagelse pr. kg legemsvægt, dvs. konditallet. Drengenes kondital var på 51,7 ml ilt /(kg x min), mens pigernes var på 40 ml ilt /(kg x min), dvs. 80 % af drengenes.
Forskelle i kondition kan ikke med sikkerhed tilskrives biologiske forhold. Det kunne tænkes, at kønsrollemønsteret tilskønnede drengene til at bevæge sig mere end pigerne, og at de derfor får et højere kondital.
Men ved at se på eliten, hvor man må gå ud fra at begge køn træner maksimalt, kan vi få et bedre indtryk af, hvor stor en del af forskellen, der kan tillægges biologien. De højeste kondital finder man hos langrendsløbere. Mænd i verdenseliten har et kondital på godt 80 ml ilt /(kg x min). Kvinder i verdenseliten ligger på knap 70 ml ilt /(kg x min), cirka 85 % af mændenes. Læg mærke til at disse kvinder har kondital, der ligger 35 % højere end gennemsnittet for unge mænd!
Det kan altså konkluderes, at biologiske forhold er årsag til, at der er forskelle i kondition hos de to køn, og at disse forskelle forstærkes af kulturelle årsager.
Mænds fysiologiske fordele kan tilskrives testosteronets virkninger. Testosteron øger muskelmassen og sænker fedtprocenten. Unge mænds fedtprocent er normalt på cirka 15 %, mens den hos unge kvinder er på cirka 25 %. Muskelceller har et højere iltforbrug end fedtcellerne, og derfor bidrager mænds relativt større muskelmasse til deres relativt større maksimale iltoptagelse. Desuden øger testosteron blodets koncentration af hæmoglobin. Mænd har 10-14 % højere hæmoglobinprocent end kvinder. Da hæmoglobin transporterer ilten i blodet, er dette forhold medvirkende til at øge mænds iltoptagelse i forhold til kvinders. |
Kønsforskelle i muskeltræning
Der er relativ stor forskel på styrken hos mænd og kvinder. En stor undersøgelse af danske lønmodtagere i 2002 viste, at kvindernes styrke kun var på 50 % af mændenes i tests, hvor man målte håndgreb, udadføring af overarm og skulderløft. Når det gjaldt bug- og rygmuskulaturen, var kvinders styrke på henholdsvis 55 og 60 % af mændenes. Disse forskelle kan både skyldes biologiske og kulturelt betingede forhold. Kønsrollemønsteret kan fx betyde, at mænd i højere grad end kvinder både i fritiden og på arbejdet udfører manuelt arbejde.
Ved at sammenligne eliteidrætsfolks præstationer kan man få et bedre sammenligningsgrundlag. Her må man gå ud fra at begge køn træner optimalt og dermed eliminerer kønsrollemønstrets betydning. Alligevel finder man også her kønsforskelle. De er dog noget mindre. En del af forklaringen på styrkeforskellen kan være, at mænd er større og tungere end kvinder. Man har derfor også sammenlignet mænds og kvinders verdensrekorder i vægtløftning indenfor de samme vægtklasser. Kønsforskellene er mindst i de lette vægtklasser og størst i de tunge vægtklasser. I 52 kg klassen kan kvinderne præstere 89 % af det, mændene kan præstere. I 82,5 kg klassen kan de præstere 60 %. Den gennemsnitlige forskel i alle vægtklasser viser, at kvinders styrke ligger på 71 % af mændenes.
Konklusionen er, at den store kønsforskel i styrke hos almindelige mennesker delvis kan tilskrives kulturelle faktorer og forskelle i højde, men at der også efter, at der er taget højde for disse faktorer, er en ret stor biologisk forskel.
Den biologisk betingede forskel i muskelstyrken hos de to køn skyldes, det mandlige hormon testosteron. Testosteron fremmer muskelfibrenes dannelse af myofibriller. Desuden påvirker testosteron hjernen, så aggressiv udadrettet adfærd stimuleres, og drenges voldsommere adfærd kunne i sig selv tænkes at virke stimulerende på muskelvækst. |